Seven Racing Logo

"Livet er for kort - til kedelig sport..."

#sevenracingdk

Historisk Weekend på Ring Djursland

Oprettet: søndag d. 11. september 2016

En dag med de danske Syverracere

Vejrguderne var i godt humør ved Historisk weekend på Ring Djursland den 10-11. september 2016, og det satte sit præg på arrangementet. Nu er Ring Djursland, Danmarks svar på Ring Knutstorp i Sverige, altid et positiv bekendtskab. Der hersker en særlig ”Djurslandsk” venlig og uhøjtidelig stemning over deres arrangementer og man føler sig både velkommen og godt tilpas. Banen er teknisk udfordrende og har, ligesom Knutstorp, sine ”hot spots”, ”skoven” og ”trapperne”, som man gør klogt i at respektere, hvad Asger Thierry gerne skriver under på. Det vender vi tilbage til.

Førermødet lørdag fandt sted før fanden fik sko på. Kl 07:15….hvor fornuftige mennesker kun lige har åbnet øjnene på klem. Vi havde træning kl. 08:00 og morgentågen havde kun nødtvunget sluppet sit tag. Banen var kold og fugtig, men de fleste fik alligevel kørt fornuftige tider.

Asger Thierry havde besluttet sig for at udfordre ”skoven ” og betonmuren, der afgrænser banen på det sted. ”Skoven” og betonmuren vandt suverænt og bilen var ikke et kønt syn efter mødet. Asger kunne heldigvis kravle uskadt ud at vraget, og han kan sende en venlig tanke til vores sikkerheds reglement. I gamle dage… med en omvendt kasserolle på hovedet…uha….

For eget vedkommende blev det en kort fornøjelse. Efter at have gnedet søvnen ud af øjnene, fik bilen kniven og så lød der noget som fik mig til at håbe jeg stadig sov og havde mareridt. Jeg havde fået medstyrende baghjul, hvad der er ulovligt, så jeg listede ind i pitten. Chres, det fine menneske, kunne med et stort smil fortælle mig, at jeg havde flået nederste venstre stræbearm ud at sin befæstelse og til overflod også den øverste i højre side. Det kunne være gået helt galt.

Jeg var knust, men Chres var lutter optimisme og mente han kunne fikse det inden tidtagningen 2 ½ time senere. Det kunne han knageme…med hjælp fra mange sider. Syverånden indfandt sig som sædvanligt og ved fælles hjælp blev bilen klar. Tak til alle og især til Chres.

Carsten Lauridsen er vild med Ring Djursland hvor han er indehaver af banerekorden. Han satte også bedste tid i tidtagningen med fine 53.753, tæt fulgt at den danske mester, Steffen Hansen. Derefter fulgte Mikkel Holch, undertegnede, Lars Henriksen, Kurt Jepsen, Troels Christiansen og Jacob Neergaard Pedersen. Christian Sørensen havde tekniske problemer og fik ikke sat en tid. Steffen smadrede desværre kron og spidshjul i forsøget på at slå Carsten, men heldigvis havde Team Lindgren reserver hjemme i det Nordjyske, så problemet blev løst med en køretur og sorte fingre.

Søndagen oprandt med letskyet himmel og noget der lignede et komplet felt, minus ”crash-pilot”, Asger. Vi startede kl. 08:00 og banen var trods køligheden hurtig. Steffen vandt med Carsten på andenpladsen. Christian Sørensen, der var startet allerbagest, besatte tredjepladsen. En præstation der fortjener respekt… Mikkel måtte desværre udgå med en smadret gearkasse. Ærgerligt for både ham, publikum og konkurrenter. Med sin ”farverige” kørsel er Mikkel underholdene og svær at overse. En af klassens ”nye”, gamle drenge, erfarne og hurtige Kurt Jepsen, fik problemer med teknikken tidligt i løbet og måtte også udgå. Ærgerligt for især Lars og mig, da vi tre udkæmper vores helt egen krig lidt længere nede i feltet.

Vores andet heat, lige før middag, var reduceret til kun 8 biler. Mikkel blev ikke klar, men Kurt havde fået liv i maskinen og lovede kamp til stregen. Undertegnede startede forrest, hvad der som sædvanligt blev en kort fornøjelse. Jeg er måske ikke verdens dårligste starter, men jeg er en helt sikkert i semi-finalen. Måske endda, på en god dag, i finalen. Christian kom som skudt ud af en kanon forbi allerede i første sving og derefter fulgte Steffen, Carsten osv. som perler på en snor. Da jeg endelig fik strammet speeder-kablet var jeg håbløst tabt af feltet og måtte kæmpe hårdt for at nå op til mine faste legekammerater, Kurt og Lars. Da det endelig lykkedes udgik Kurt…han hævder pga. tekniske problemer, men det er heller sjovt at blive kørt over af feltets ældste…Nå, Christian vandt foran Carsten med Steffen på tredjepladsen. Derefter fulgte Lars, undertegnede, Troels og Jacob.

Set i bakspejlet er det lovende at kampen om placeringerne forrest i feltet er intensiveret. Længere nede er kampen om de sekundære placeringer ikke mindre hård, og så har vi oven i købet fået tilgang en ny kører.

Et stort velkommen til Jacob, der fik sin debut som racekører. Også han måtte erfare at Ring Djursland har sine udfordringer, men Jacob er ung og han har fremtiden for sig. At debutere på Djursland med 1:00 tider er bestemt ingen skam. Helt sikkert en smuk og lovende debut.

Vi savnede i høj grad ”Rainman”, lynhurtige Mirza Ahmetagic. Mirza havde massive tekniske problemer ved GP Danmark på Jyllandsringen og han kunne ikke rigtigt overskue endnu en weekend badet i olie. På sin vis forstår jeg hans frustration, men han skal i hvert fald vide at vi alle savnede ham. Både som kører og kollega og vi håber at se ham i Padborg til afslutningsløbet. Mesterskabet må Mirza nok vinke farvel til i denne sæson, men det gælder ikke kun om at vinde, men om at være med. Ellers var vi mange de aldrig kom ud at køre…

Vi savnede også Susanne på banen, men hun var med som Ju-hu pige. Hun manglede bare bikini og paraply, og næste gang på Padborg sidder hun forhåbentligt igen bag rattet, så vi mangler fortsat Ju-hu piger i klassen. Det må blive første punkt på dagsordenen ved årsmødet. God bedring til Susanne.

En af Syver klassens oprindelige grundlæggere, Nils Klit, beærede os med sit besøg. Helt ærlig Nils: få nu din fine bil ud af mølposen og kom at køre med os. Du kan jo køre bil som få og du har en af de fineste biler i klassen. Vi venter bare på at byde dig velkommen og du vil ikke blive skuffet. Måske er der endda Ju-hu piger i klassen fremover….værd at overveje…. Syverklassen er uden sammenligning den bedst sammentømrede racerklasse nord for alperne. Vi har det godt med hinanden og vi kører både fair og hensynsfuldt race selvom det går stærkt.

Vi ses på Padborg Park…

Hans 108